Hvordan forklarer man andre, hvordan det er, når ens hoved
vil én ting og kroppen vil noget andet.
I de fleste tilfælde bør man jo lytte til kroppen, da den
indikerer at noget er galt, men når man får phobi og angst, så er det lidt den
omvendte situation man sidder i.
Hovedet kan være noget så rationelt og man kan have lyster –
lyster til at gå en tur, lave en masse, mødes med venner, tage med til fester
og sociale events og lære nye mennesker at kende. – men kroppen strejker og
nægter at gøre som man vil have den skal gøre.
Det værste jeg endnu har oplevet, var da min yngste niece
skulle døbes. Det er snart 8½ år siden og da var min socialphobi og panik angst
værst. Jeg boede i Odense og skulle med toget til Nordsjælland. Jeg glædede mig
vildt til at se familien og være en del af dåben og den efterfølgende fejring
af samme. Havde tasken pakket og drog ned på Odense Banegårdcenter og købte en
billet til toget. Gik ned på perronen og ventede. Var godt nok nervøs, men det
føltes ikke SÅ slemt… Lige indtil toget ankom og dørene blev åbnet. Jeg frøs
fuldstændig i kroppen, benene nægtede at flytte sig og selv om der var en 5-10
min til toget ville kære, klarede jeg ikke at tage de få trin over til det og
stige ind i det.
Da toget kørte begyndte jeg at ryste over hele kroppen og
tårerne piblede ud. Følelsen af at have
fejlet, af at føle sig dum fordi jeg ikke engang kunne stige ind i et skide tog
– og ikke mindst min viden om at det ikke ville nytte noget at vente på næste
tog. At skulle finde mobilen og ringe til min søster og sige at jeg ikke kunne
gå ind i toget og derfor ikke kunne komme, føltes som et gigantisk nederlag,
samt at jeg var bange for at hun ville synes det var pjat eller blive sur –
eller ked af det.
Rationelt prøvede jeg at sige til mig selv, at hun jo kendte
til mine problemer og ville forstå, men følelserne der raserede i mig, der på
perronen, tog over, da jeg rystende ringede og forklarede hende situationen.
Selvfølgelig forstod hun, jeg ved at hun sagde det – så godt kender jeg hende,
selv om jeg ikke husker hvad hverken hun eller jeg selv sagde i den samtale.
Nedslået tog jeg hjem og gemte mig hele weekenden på min
computer, mens jeg spillede alskens spil på den og forsøgte at glemme hvor jeg
skulle have været…
Det er sket andre gange også, at jeg har aflyst aftaler,
fordi min krop bare ikke lystrer. Det er pokkers frustrerende for et ellers
socialt menneske, der elsker at mærke andre mennesker om sig og som nyder at
snakke med dem. Jeg kan jo huske dengang… dengang jeg bare GJORDE tingene. Jeg
gik hvis jeg havde lyst, besøgte venner og bekendte, gik i byen, til fester,
formidlede middelalder, hvor jeg i den grad ofte var ”på” og førte an i løjerne
foran de besøgende. Jeg var den der gik sidst i seng, som satte mig og snakkede
med alle, som henvendte mig til andre – var så pisse social.
Og nu, sad jeg der, uden mulighed for at gå nogen steder.
Phobien udviklede sig videre, til et punkt hvor jeg i en
periode på flere år, slet ikke kunne gå ud af min hoved dør. Jeg kunne stå
foran den, påklædt og klar, med hånden på håndtaget. Men døren blev ikke åbnet.
Kunne stå der i lang tid og bare stirre på den skide dør mens jeg følte mig som
det mest tåbelige menneske, indtil jeg endelig gav op og gik ind og satte mig
igen.
I flere år, var det meste af min menneskelige kontakt med
andre mennesker, noget der skete over internettet. Nettet var min redning fra
at sidde og banke mit hoved ind i væggen af frustration og i den periode var
det højeste jeg kunne mane mig selv op til, en kort tur ned til købmanden, når
jeg var ved at dø af sult.
På internettet kunne jeg være den samme person jeg var før
phobien og angsten tog over. Jeg kunne være glad og snakke med folk, kunne
flirte, debattere og spille.
Første da jeg endelig kom i terapi for et par år siden, kom
jeg ud af min skal – på en måde.
I dag, kan jeg tage et tog, men af uransaglige grunde, kan
jeg stadig ikke tage en bus. Eller det vil sige, jeg kan tage busser i Helsingør,
for det gjorde jeg i sidste uge, flere gange endda. Jeg kan for det meste,
nogen gange, overtale mig selv til at gå en tur et par gange om ugen og kan
handle nede i Brugsen uden at gå i panik. Jeg holder mig fra midtbyen – der er
for mange mennesker.
Jeg længes voldsomt efter at det sidste skal forsvinde, så
jeg kan begynde at være social igen. Jeg kan overvinde mig selv ind imellem og
tage til et chat træf eller besøge venner, men det sker ikke flere gange om
året, end det kan tælles på to hænder. Besøger også familien på Sjælland 2-3
gange om året og elsker det, når jeg endelig er derovre.
Alle jeg kender – gamle som nye venner, - er så vant til at
jeg ikke går nogen steder, så jeg bliver ikke inviteret meget ud og jeg er for
stolt og stædig til at invitere mig selv. Når jeg endelig er ude i sociale
sammenhænge, så tror folk jeg er ret normal. Kommer de over og snakker med mig,
så snakker jeg løs og hygger mig, men er efterhånden så god til at skjule min
angst, at ingen rigtig lægger mærke til at det ikke er mig, der går over til
dem. Lærer jeg nye mennesker at kende, så er det på deres initiativ og jeg
føler mig så frustreret.
Har brugt de sidste år på at få brudt mine mønstrer og er
nået langt. Jeg er sq stolt af hvor langt jeg er nået, fra dengang jeg sad,
lukket inde i mig selv i min lejlighed og bar tænkte på at dø. I dag findes der
ikke én tanke om at dø i mig og jeg tvivler på at jeg nogensinde rammer den
bund igen, eftersom jeg nu besidder så meget viden om mig selv og har de
redskaber der skal til, for at stoppe en større nedtur.
Har da dårlige dage. Især når jeg har bestemt mig for at
skulle en masse og jeg ender med at sidde inde på en solbeskinnet dag, som for
eksempel i dag, men jeg ved inden i, at der kommer bedre dage.
Det har bare ikke gjort den skam jeg føler over mig selv,
når jeg er nødt til at resignere, mindre. Det gør ikke min vrede over mig selv
mindre, de dage hvor jeg føler at energien er ved at boble over, men jeg ikke
kan gå ud. Det gør ikke frustrationen mindre, når jeg har lyst til at ringe til
venner og invitere dem på visit – eller måske endda føler mig modig nok til at
eventuelt invitere mig selv – og jeg så ikke kan overskue det og lægger
telefonen igen.
Det er så totalt u-fedt, når man ved at mange mener det er
dovenskab og at man ”bare skal tage sig sammen”, når andre ikke KAN forstå,
hvordan det er, at være fanget i sig selv.
Jeg VED jeg kan alle de ting jeg kunne før… hvis bare… Er
træt af at vente på den dag hvor jeg endelig får brudt de sidste rester af
phobi og kan gøre det jeg føler for. Alle der kender mig, ved at jeg er et
socialt menneske, der ikke er det der ligner genert. Men, hvordan forklarer man
folk at man ikke kan overkomme sig selv?
Jeg sidder her, nu. Prøver at forklare, hvem der end måtte
læse de her linjer, hvordan det føles at være mig, men tvivler på, at man kan forstå, med mindre man selv har prøvet at sidde fanget i det spind, der fryser
ens krop, stopper ens handlinger, lammer en ellers aktiv og meget social
person.
