søndag den 7. august 2011

Mønsterbryder


"Borderline personlighedsforstyrrelse

Borderline personlighedsforstyrrelse hedder egentlig emotionelt ustabil personlighedsstruktur, borderline type i den internationale diagnosebog ICD-10. Emotionel betyder følelsesmæssig. Der findes også en emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse, impulsiv type. I det følgende bruges betegnelsen borderline for emotionel ustabil personlighedsstruktur, borderline type.

Borderline hører til gruppen af personlighedsforstyrrelser, der kan placeres mellem det, man tidligere kaldte neuroser og psykoser. Betegnelsen neurose findes ikke i ICD-10. Sygdommen er ikke beslægtet med den velkendte psykiatriske sygdom skizofreni og heller ikke med stemningslidelserne mani og depression. Personer med borderline har også problemer i forholdet til andre mennesker, men deres problemer består i mange skiftende og ofte intense forhold til andre. Desuden har de problemer med humørsvingninger og et stærkt følelsespres. De oplever ofte en stærk gensidig afhængighed af venner og familie, men er sårbare over for konflikter og skuffede forventninger, der på meget kort tid kan medføre dramatiske skift fra stort engagement til kraftig afstandstagen over for andre."

 - Ovenstående er taget fra : psykiatrifondens hjemmeside om Borderline

Det er den diagnose jeg fik for 3½ år siden og selv om det nu er to år siden jeg stoppede i mit terapi forløb, så er arbejdet med at lære at leve et holdbart liv, noget jeg arbejder med kontinuerligt.

Jeg har nogenlunde fået bekæmpet min socialfobi og panikangst til et niveau, hvor jeg nu generelt kan gøre de fleste ting som andre kan, så længe jeg husker på at passe på mig selv og tage det med ro. Jeg kender mine reaktioner når jeg bliver stresset og nærmer mig et angstanfald og det er måneder siden jeg har været nødt til at tage en angstdæmpende pille.

- Hver gang jeg har brudt et negativt mønster har jeg vundet en sejr over mig selv, hvilket gør det lidt "sjovere" at kæmpe sig videre.



Jeg kan besøge min familie på Sjælland igen, hvilket er skønt og gør det lettere at følge med i deres liv, kan besøge venner der bor længere væk end gå-afstand, kan tage ned i byen og handle, deltage i sociale events og være væk fra min lejlighed i længere perioder.

For to år siden startede jeg så op på en livstilsændring, hvor jeg først skar voldsomt ned på indtag af fedt- og sukkerholdige produkter, samt begyndte at gå meget mere, for at få opbygget lidt muskelmasse. Efterfølgende røg smøgerne ( No pun intended ;o) ) og i foråret prøvede jeg så at begynde til  trænning i et fitness center. Træningen er røget, men forsøger at gå så meget jeg nu kan, an på dagsformen.

Foroven stod der én af definitionerne på de symptomer jeg ”lider” under. De fleste mennesker lever selvfølgelig med følelser – deres egne og andres og bliver påvirkede af begge dele, men når man er Borderliner, føles det nogle gange som om man rent fysisk HAR følelserne liggende uden på huden og hovedet gør det svært at skelne mellem skidt og kanel ind imellem. Jeg ved jeg har det med at knytte mig stærkt til folk jeg lærer at kende og holde af, måske endda til en grad hvor jeg med tiden vil miste dem, fordi det er svært for andre at leve op til det jeg forventer af et venskab. Det er ikke noget jeg er blind for overhovedet – det er jo noget jeg fysisk føler, hver gang jeg kører endnu et menneske træt og de forsvinder. Men det er svært at ændre sådan et mønster.
Forsøger at blive mere bevidst om de ting, prøver at sætte mindre krav til det jeg søger i andre og nu er turen så kommet til at jeg vil afprøve en teori om at jeg for at holde på mennesker, stiller mig selv til rådighed på en måde. Lader dem overtage store dele af mit liv selv om jeg egentlig slet ikke bryder mig om at få at vide hvordan jeg skal tænke eller mene, men det er sådan set bare sket helt automatisk når det nu er sådan jeg har fungeret altid. Jeg VED at de ikke har lært mig at kende med den bagtanke at styre mig – så naiv er jeg ikke, det er helt mig selv der overlader styringen til andre og så følger jeg dem mere eller mindre i de meninger og holdninger de måtte have og det føles så virkeligt, som om det er mine meninger også – i hvert fald en tid…
Men det er at føre mig selv bag lyset, for når jeg så har spundet det net om mig selv, så kan jeg slet ikke få sagt fra når jeg ER uenig, fordi jeg føler jeg skylder dem så meget.  De folk sidder så og aner ikke hvordan jeg føler mig fanget og så tror jeg det er der mekanismerne ændrer sig. Langsomt vil de jo selvfølgelig trække sig, og jeg kan så sidde med tankerne om hvad jeg gjorde forkert.
Det er sådan jeg har fungeret så længe tilbage jeg kan huske… Få venner og så være utrøstelig når venskabet ender. Der er da nogle få der går mange år tilbage, men generelt er der stor udskiftning i mine venner og det er med til at stresse mig og gøre mig ked af det – og så er det det slår mig at det jo er fordi jeg ikke har brudt det mønster – så det er næste projekt.
Jeg ER blevet bedre til at sige til – og fra og til ikke at lade enhver der smiler til komme for nær, men jeg kan jo heller ikke afvise alle der nærmer sig så det er nu mit nyeste projekt at få brudt det mønster og lære den svære balance akt at lade være at være så afhængig af hvad de jeg kerer mig om, mon tænker om mig.
Der er nogle viise ord om at hvis folk ikke kan acceptere en for det man er, så er de ikke det værd, men er sikker på at dem der dengang fandt på de ord, ikke selv har siddet med sådan et forvirret hoved som jeg – og andre gør.
Når ens hoved laver numre med en konstant, så er det svært at både stole på – og IKKE stole på hvad andre siger og gør, for man er sådan i tvivl om sig selv at man ser sig nødsaget til at lade sig føre af andre, fordi man ikke stoler på sin egen mening 100%
Nu er jeg nået der, hvor selvværet er blevet så stort at det er på tide at jeg forsøger mig ud i det at stå på egne ben, med egne holdninger, stå ved disse og leve efter dem og stille og roligt får jeg vel så at se hvor mange der hænger ved.  Vil sikkert fejle flere gange og mon ikke også senere, hvis jeg engang lærer balancegangen mellem at være mig og stadig kunne være sammen med andre mennesker, men bare jeg bliver bedre til det, må det være endnu et mønster der er brudt.

At leve i limbo, er når man har selvtillid, men ikke ret meget selvværd, for selvtilliden er jo i orden, det er selvværdet der skal boostes lidt op ad og det er så mit næste projekt.

lørdag den 28. maj 2011

Masker

Mit første digt, nogensinde...


Masker

Alle går vi med masker
Den maske andre ser, er som regel ikke vores rigtige ansigt
Vi skjuler os
Er ræd for hvad folk vil sige hvis de ser os som vi er
Er ræd for at blive bedømt, fordømt, vejet og fundet for lette
Vi laver en person som ikke findes
Men som vi gerne ville være
Selv vores nærmeste kender os ikke rigtigt

Hvad ville de sige hvis de så os ?

Hvorfor tør vi ikke være os selv ?

Min maske er glad
Min maske er hjælpsom
Min masker er vennernes ven
Min masker er at sige sjove ting

Men…

Det er ikke mig

Mit sande jeg er sørgeligt
Mit sande jeg er egoistisk
Mit sande jeg er fyldt med tvivl
Mit sande jeg er hadefuldt

Tænk hvis andre vidste det ?

Ville de så ikke syntes jeg var smålig ?

Derfor beholder jeg min maske på
De skal ikke se mit sande jeg for hvem ville elske det
Jeg skjuler mig
Aldrig skal de vide hvem jeg var
Altid vil jeg være et mysterium - også for mig selv
Skal genkendes på mit gode humør
Skal genkendes på mit sjove vid der er bidende
Men aldrig skal de kende mig 



Copyright ReginaV 2001

fredag den 27. maj 2011

Historietimen: Visigoterne


 Dette er et gammelt indlæg fra min gamle blog, hvor en veninde spurgte mig hvor Visigoterne kom fra og jeg derefter lavede en lille anderledes historietime for hendeog fik brugt lidt af alt det ellers fuldstændig ubrugelige viden jeg render rundt med ;o)


Der var engang en svensker — eller mange, der besluttede sig for at drage over Østersøen og finde nyt land. De fandt deres nye land i det der i dag hedder Polen blandt andet og byggede en masse landsbyer, der hver især blev styret af høvdinge. Dem i den østlige del blev i det 3 århundrede grådige og underlagde sig de vestlige egne og sådan blev Goterne som de kaldte sig delt op i to stammer : Ostrogoterne og Visigoterne.
Ostrogoterne betyder Østgoterne… meget logisk.
Men ulogisk er det så at Visigoterne IKKE betyder Vestgoterne, selv om mange tror det. Det betyder faktisk ”De gode Goter” ( lidt selvglad er man vel altid ) — Men at kalde dem Vestgoter vil nok alligevel blive accepteret, da de jo faktisk boede i de vestlige dele og de fleste mennesker alligevel tror at det betyder Vestgoter..
For at gøre det hele forvirrende betyder ”Goter”, ”udgyder” — altså dem der breder sig.
Så man kan sige at Visigoterne var ”De gode udgydere” … Herligt folkefærd.

Så en dag fik Ostrogoterne besøg af en nabo ved navn Atilla. Han var konge for Hunnerne. ( Hunne betyder blot menneske på oldtyrkisk og var en betegnelse for et nomadefolk )

Han kom ikke bare forbi til en bid mad og et krus vin, men underlagde sig alle Ostrogoternes byer, hvilket derefter kom de underlegne Visigoter for øre.
De tænkte at de ikke ville have besøg af sådan en uforskammet gæst, men da de ikke var gode soldater, valgte de så at flygte inden han kom og bankede på deres døre.

De løb i lang tid og en dag stod de ved noget vand — det vand kender vi som Sortehavet og da de havde hørt at Atilla kun spiste råt kød og ikke fisk, mente de at de ville være forsikret mod hans besøg der.


Desværre var der en anden der allerede ejede det land, - han var Romer og kejser over det Romerske rige.

En fli<x>nker mand var han dog og tillod dem at bosætte sig i hans besiddelser, så længe de lovede at lege med ham når han kedede sig og give ham deres madpakke hver dag.

Efter en tid gad de ikke lege med ham og syntes at han var lidt af en tyran når de ikke måtte vælge lege, så de begyndte at drille ham og det gjorde ham vred.

Men SÅ blev der larm i gaden, for Visigoterne erfarede at de var gode til et-tag-fat
Hele vejen fra Sortehavet, over Grækenland og store dele af Italien, gennem det sydlige Frankrig og et stykke ind i Spanien, legede de et-tag-fat.
Så gad den Romerske kejser ikke mere og de kunne bo der hvor de var endt ( Store dele af Sydgallien og det meste af Spanien). Nu er det jo svært at kalde et land for Sydgallienspanien, så de bestemte at fra nu af, skulle landet hedde Toledo.

Der boede de i nogle år, hvor de helt glemte hvordan man leger med de andre drenge i gården, så da Maurerne kom forbi en dag, vandt de slåskampen og overtog deres land.

De stak igen halen mellem benene og drog tilbage mod Gallien og spurgte den store dreng Frank om de måtte være en del af hans gang.

Der endte de så deres færd som et samlet folk…
Hvor kommer så Gotiske bogstaver fra, kan det være du nu tænker.
Men enstemmigt vælger de kloge at mene at det er en germansk skrifttype, der dog OGSÅ er blevet brugt i Skandinavien.
Det opstod i 1200-tallet, så kan IKKE være Goterne der "opfandt" den.
Den blev brugt som pendant til Latinsk skrift,
At skrive Gotisk dør også næsten ud i slutningen af det 1800 århunderede åbenbart - undtagen hos Tyskerne der bruger den frem til efter 2 Verdenskrig.


Copyright ReginaV 2007

Drømmen

Et mere i strømmen af gamle skriverier - tror snart der skal noget nyt på bordet :o)

Drømmen

Drømte en drøm i nat

Den var så smuk jeg græd

En lille pige med lilje i hånd

Stod og græd ved min grav



Vidste det var min grav

Og hun var den eneste der

Helt alene stod hun og stirrede

Ned i det sorte hul med min kiste



Liljen kastede hun derpå ned

Den landede med et dump på låget

Og indeni vågnede jeg op

Blev ræd først og skreg højt



Men så opdagede jeg dette

At den lille pige var mig

Hun sagde farvel til den del af mit liv

Der gør alt for ondt at bære på



Begravede mig selv i nat

Og genopstod som helt ny

En lille pige der skal lære at leve

Som endnu har livet foran sig


Copyright ReginaV 2005

Diamanthjerte/Diamond heart

Another attempt to translate my writting into english - lucky for me, this is so short ;o)


Diamanthjerte

Mit hjerte er som en diamant – hårdt
men diamanter smelter i helvede
så giv mig en djævel at elske


Diamond heart

My heart is like a diamond – hard
But diamonds melts in hell
So send me a devil to love


Copyright ReginaV 2006

Red mig i aften II/Save me tonight II

endnu et forsøg på at få noget der giver mening sat sammen - og derefter mit første spæde forsøg på at tolke mit eget, på engelsk.
One of my danish poems and then an attempt to translate it into english... not sure i like the english version as much as the danish, but i maybe trying to write some more in forreign ( english )

 
Red mig i aften II

red mig i aften
kys dæmonerne væk
le dem ind i ansigtet

bestig min sjæl
vend vrangen ud
gør mig hel igen

ønsker det forbudte
kan ikke nå det jeg vil have
jeg vil værdsætte nuet

jeg er aldrig tryg
Så vis mig hvordan 
uden frygt

hold mig i dine arme
før mig langsomt 
trygt i havn 



Save me tonight II


Save me tonight

Kiss away the demons

Laugh in their faces



Climb my soul

Turn me inside out

Make me whole again



Want the forbidden

Can’t get what I want

Want to vallue the moment



I’m never safe

Please show me how

Without fear



Hold me in your arms

Slowly but sure

Make me a safe harbour


Copyright ReginaV 2005

Melankoliens kåbe

Et bevidst forsøg fra min side på at dyrke noget dystert a la Goth/Emo/Strunge, dog baseret på hvordan jeg rent faktisk havde det på det tidspunkt.

Melankoliens kåbe


Svøber melankoliens kåbe tæt om mine skuldrer  

og hylder mig tæt i sorte tanker  



i min urtepotte dyrker jeg sygdom

og på væggen hænger døden  



jeg tænder et lys i begge ender 

ser livet brænde ud uden at rejse mig



med saksen klipper jeg mit livs mareridt   

af materialer der ikke forgår 



ser skyggerne i krogene der rækker ud

efter min sjæl og jeg længes efter at de får mig



i et uendeligt bundløst hul  

prøver jeg fortvivlet at finde og nå bunden   


med den faste tro på  

at i døden finder jeg livet


Copyright Regina 2006

Jeg fik en Hof i hånden

Et af de andre små minder fra dengang for længe siden :o)

Jeg fik en Hof i hånden 
 
Ser mig selv som 5 årig med hånden inde i en sankt bernhard hunds mund.
Husker faktisk mest tydeligt det viskestykke med is, min far viklede om min hånd og turen til sygehuset i Hørsholm samt al den opmærksomhed jeg fik, da vi vendte tilbage til mine forældres værtshus.

Jeg tjente gode snolderpenge på den køter, for alle kunderne stak mig småpenge til slik.

I mange år rendte jeg rundt med ar, efter tænderne af en hund der hed Hof og var opkaldt efter en øl, og mange år efter, som de blegnede, stod minderne dog klare, så at jeg den dag i dag, stadig er ræd for hunde.

Kan huske hans øjne, han havde jo været min bedste ven, indtil den dag – den dag han var morgensur og ikke ville klappes på, de havde altid været så rare – de øjne.

Tror den døde kort efter, men han VAR også gammel. Af en hund at være…Måske skød de den ?



Copyright ReginaV 2005