Mønsterbryder

"Borderline personlighedsforstyrrelse

Borderline personlighedsforstyrrelse hedder egentlig emotionelt ustabil personlighedsstruktur, borderline type i den internationale diagnosebog ICD-10. Emotionel betyder følelsesmæssig. Der findes også en emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse, impulsiv type. I det følgende bruges betegnelsen borderline for emotionel ustabil personlighedsstruktur, borderline type.

Borderline hører til gruppen af personlighedsforstyrrelser, der kan placeres mellem det, man tidligere kaldte neuroser og psykoser. Betegnelsen neurose findes ikke i ICD-10. Sygdommen er ikke beslægtet med den velkendte psykiatriske sygdom skizofreni og heller ikke med stemningslidelserne mani og depression. Personer med borderline har også problemer i forholdet til andre mennesker, men deres problemer består i mange skiftende og ofte intense forhold til andre. Desuden har de problemer med humørsvingninger og et stærkt følelsespres. De oplever ofte en stærk gensidig afhængighed af venner og familie, men er sårbare over for konflikter og skuffede forventninger, der på meget kort tid kan medføre dramatiske skift fra stort engagement til kraftig afstandstagen over for andre."

 - Ovenstående er taget fra : psykiatrifondens hjemmeside om Borderline

Det er den diagnose jeg fik for 3½ år siden og selv om det nu er to år siden jeg stoppede i mit terapi forløb, så er arbejdet med at lære at leve et holdbart liv, noget jeg arbejder med kontinuerligt.

Jeg har nogenlunde fået bekæmpet min socialfobi og panikangst til et niveau, hvor jeg nu generelt kan gøre de fleste ting som andre kan, så længe jeg husker på at passe på mig selv og tage det med ro. Jeg kender mine reaktioner når jeg bliver stresset og nærmer mig et angstanfald og det er måneder siden jeg har været nødt til at tage en angstdæmpende pille.

- Hver gang jeg har brudt et negativt mønster har jeg vundet en sejr over mig selv, hvilket gør det lidt "sjovere" at kæmpe sig videre.

Jeg kan besøge min familie på Sjælland igen, hvilket er skønt og gør det lettere at følge med i deres liv, kan besøge venner der bor længere væk end gå-afstand, kan tage ned i byen og handle, deltage i sociale events og være væk fra min lejlighed i længere perioder.

For to år siden startede jeg så op på en livstilsændring, hvor jeg først skar voldsomt ned på indtag af fedt- og sukkerholdige produkter, samt begyndte at gå meget mere, for at få opbygget lidt muskelmasse. Efterfølgende røg smøgerne ( No pun intended ;o) ) og i foråret prøvede jeg så at begynde til  trænning i et fitness center. Træningen er røget, men forsøger at gå så meget jeg nu kan, an på dagsformen.

Foroven stod der én af definitionerne på de symptomer jeg ”lider” under. De fleste mennesker lever selvfølgelig med følelser – deres egne og andres og bliver påvirkede af begge dele, men når man er Borderliner, føles det nogle gange som om man rent fysisk HAR følelserne liggende uden på huden og hovedet gør det svært at skelne mellem skidt og kanel ind imellem. Jeg ved jeg har det med at knytte mig stærkt til folk jeg lærer at kende og holde af, måske endda til en grad hvor jeg med tiden vil miste dem, fordi det er svært for andre at leve op til det jeg forventer af et venskab. Det er ikke noget jeg er blind for overhovedet – det er jo noget jeg fysisk føler, hver gang jeg kører endnu et menneske træt og de forsvinder. Men det er svært at ændre sådan et mønster.

Forsøger at blive mere bevidst om de ting, prøver at sætte mindre krav til det jeg søger i andre og nu er turen så kommet til at jeg vil afprøve en teori om at jeg for at holde på mennesker, stiller mig selv til rådighed på en måde. Lader dem overtage store dele af mit liv selv om jeg egentlig slet ikke bryder mig om at få at vide hvordan jeg skal tænke eller mene, men det er sådan set bare sket helt automatisk når det nu er sådan jeg har fungeret altid. Jeg VED at de ikke har lært mig at kende med den bagtanke at styre mig – så naiv er jeg ikke, det er helt mig selv der overlader styringen til andre og så følger jeg dem mere eller mindre i de meninger og holdninger de måtte have og det føles så virkeligt, som om det er mine meninger også – i hvert fald en tid…

Men det er at føre mig selv bag lyset, for når jeg så har spundet det net om mig selv, så kan jeg slet ikke få sagt fra når jeg ER uenig, fordi jeg føler jeg skylder dem så meget.  De folk sidder så og aner ikke hvordan jeg føler mig fanget og så tror jeg det er der mekanismerne ændrer sig. Langsomt vil de jo selvfølgelig trække sig, og jeg kan så sidde med tankerne om hvad jeg gjorde forkert.

Det er sådan jeg har fungeret så længe tilbage jeg kan huske… Få venner og så være utrøstelig når venskabet ender. Der er da nogle få der går mange år tilbage, men generelt er der stor udskiftning i mine venner og det er med til at stresse mig og gøre mig ked af det – og så er det det slår mig at det jo er fordi jeg ikke har brudt det mønster – så det er næste projekt.

Jeg ER blevet bedre til at sige til – og fra og til ikke at lade enhver der smiler til komme for nær, men jeg kan jo heller ikke afvise alle der nærmer sig så det er nu mit nyeste projekt at få brudt det mønster og lære den svære balance akt at lade være at være så afhængig af hvad de jeg kerer mig om, mon tænker om mig.

Der er nogle viise ord om at hvis folk ikke kan acceptere en for det man er, så er de ikke det værd, men er sikker på at dem der dengang fandt på de ord, ikke selv har siddet med sådan et forvirret hoved som jeg – og andre gør.

Når ens hoved laver numre med en konstant, så er det svært at både stole på – og IKKE stole på hvad andre siger og gør, for man er sådan i tvivl om sig selv at man ser sig nødsaget til at lade sig føre af andre, fordi man ikke stoler på sin egen mening 100%

Nu er jeg nået der, hvor selvværet er blevet så stort at det er på tide at jeg forsøger mig ud i det at stå på egne ben, med egne holdninger, stå ved disse og leve efter dem og stille og roligt får jeg vel så at se hvor mange der hænger ved.  Vil sikkert fejle flere gange og mon ikke også senere, hvis jeg engang lærer balancegangen mellem at være mig og stadig kunne være sammen med andre mennesker, men bare jeg bliver bedre til det, må det være endnu et mønster der er brudt.

At leve i limbo, er når man har selvtillid, men ikke ret meget selvværd, for selvtilliden er jo i orden, det er selvværdet der skal boostes lidt op ad og det er så mit næste projekt.