Small thoughts from a big woman: maj 2011

lørdag den 28. maj 2011

Masker

Mit første digt, nogensinde...

Masker

Alle går vi med masker
Den maske andre ser, er som regel ikke vores rigtige ansigt
Vi skjuler os
Er ræd for hvad folk vil sige hvis de ser os som vi er
Er ræd for at blive bedømt, fordømt, vejet og fundet for lette
Vi laver en person som ikke findes
Men som vi gerne ville være
Selv vores nærmeste kender os ikke rigtigt

Hvad ville de sige hvis de så os ?

Hvorfor tør vi ikke være os selv ?

Min maske er glad
Min maske er hjælpsom
Min masker er vennernes ven
Min masker er at sige sjove ting

Men…

Det er ikke mig

Mit sande jeg er sørgeligt
Mit sande jeg er egoistisk
Mit sande jeg er fyldt med tvivl
Mit sande jeg er hadefuldt

Tænk hvis andre vidste det ?

Ville de så ikke syntes jeg var smålig ?

Derfor beholder jeg min maske på
De skal ikke se mit sande jeg for hvem ville elske det
Jeg skjuler mig
Aldrig skal de vide hvem jeg var
Altid vil jeg være et mysterium - også for mig selv
Skal genkendes på mit gode humør
Skal genkendes på mit sjove vid der er bidende
Men aldrig skal de kende mig

Copyright ReginaV 2001

fredag den 27. maj 2011

Historietimen: Visigoterne

Dette er et gammelt indlæg fra min gamle blog, hvor en veninde spurgte mig hvor Visigoterne kom fra og jeg derefter lavede en lille anderledes historietime for hendeog fik brugt lidt af alt det ellers fuldstændig ubrugelige viden jeg render rundt med ;o)

Der var engang en svensker — eller mange, der besluttede sig for at drage over Østersøen og finde nyt land. De fandt deres nye land i det der i dag hedder Polen blandt andet og byggede en masse landsbyer, der hver især blev styret af høvdinge. Dem i den østlige del blev i det 3 århundrede grådige og underlagde sig de vestlige egne og sådan blev Goterne som de kaldte sig delt op i to stammer : Ostrogoterne og Visigoterne.
Ostrogoterne betyder Østgoterne… meget logisk.
Men ulogisk er det så at Visigoterne IKKE betyder Vestgoterne, selv om mange tror det. Det betyder faktisk ”De gode Goter” ( lidt selvglad er man vel altid ) — Men at kalde dem Vestgoter vil nok alligevel blive accepteret, da de jo faktisk boede i de vestlige dele og de fleste mennesker alligevel tror at det betyder Vestgoter..
For at gøre det hele forvirrende betyder ”Goter”, ”udgyder” — altså dem der breder sig.
Så man kan sige at Visigoterne var ”De gode udgydere” … Herligt folkefærd.

Så en dag fik Ostrogoterne besøg af en nabo ved navn Atilla. Han var konge for Hunnerne. ( Hunne betyder blot menneske på oldtyrkisk og var en betegnelse for et nomadefolk )
Han kom ikke bare forbi til en bid mad og et krus vin, men underlagde sig alle Ostrogoternes byer, hvilket derefter kom de underlegne Visigoter for øre.
De tænkte at de ikke ville have besøg af sådan en uforskammet gæst, men da de ikke var gode soldater, valgte de så at flygte inden han kom og bankede på deres døre.

De løb i lang tid og en dag stod de ved noget vand — det vand kender vi som Sortehavet og da de havde hørt at Atilla kun spiste råt kød og ikke fisk, mente de at de ville være forsikret mod hans besøg der.

Desværre var der en anden der allerede ejede det land, - han var Romer og kejser over det Romerske rige.
En fli<x>nker mand var han dog og tillod dem at bosætte sig i hans besiddelser, så længe de lovede at lege med ham når han kedede sig og give ham deres madpakke hver dag.

Efter en tid gad de ikke lege med ham og syntes at han var lidt af en tyran når de ikke måtte vælge lege, så de begyndte at drille ham og det gjorde ham vred.
Men SÅ blev der larm i gaden, for Visigoterne erfarede at de var gode til et-tag-fat
Hele vejen fra Sortehavet, over Grækenland og store dele af Italien, gennem det sydlige Frankrig og et stykke ind i Spanien, legede de et-tag-fat.
Så gad den Romerske kejser ikke mere og de kunne bo der hvor de var endt ( Store dele af Sydgallien og det meste af Spanien). Nu er det jo svært at kalde et land for Sydgallienspanien, så de bestemte at fra nu af, skulle landet hedde Toledo.

Der boede de i nogle år, hvor de helt glemte hvordan man leger med de andre drenge i gården, så da Maurerne kom forbi en dag, vandt de slåskampen og overtog deres land.
De stak igen halen mellem benene og drog tilbage mod Gallien og spurgte den store dreng Frank om de måtte være en del af hans gang.

Der endte de så deres færd som et samlet folk…

Hvor kommer så Gotiske bogstaver fra, kan det være du nu tænker.

Men enstemmigt vælger de kloge at mene at det er en germansk skrifttype, der dog OGSÅ er blevet brugt i Skandinavien.
Det opstod i 1200-tallet, så kan IKKE være Goterne der "opfandt" den.
Den blev brugt som pendant til Latinsk skrift,
At skrive Gotisk dør også næsten ud i slutningen af det 1800 århunderede åbenbart - undtagen hos Tyskerne der bruger den frem til efter 2 Verdenskrig.

Drømmen

Et mere i strømmen af gamle skriverier - tror snart der skal noget nyt på bordet :o)

Drømmen

Drømte en drøm i nat

Den var så smuk jeg græd

En lille pige med lilje i hånd

Stod og græd ved min grav

Vidste det var min grav

Og hun var den eneste der

Helt alene stod hun og stirrede

Ned i det sorte hul med min kiste

Liljen kastede hun derpå ned

Den landede med et dump på låget

Og indeni vågnede jeg op

Blev ræd først og skreg højt

Men så opdagede jeg dette

At den lille pige var mig

Hun sagde farvel til den del af mit liv

Der gør alt for ondt at bære på

Begravede mig selv i nat

Og genopstod som helt ny

En lille pige der skal lære at leve

Som endnu har livet foran sig

Diamanthjerte/Diamond heart

Another attempt to translate my writting into english - lucky for me, this is so short ;o)

Diamanthjerte

Mit hjerte er som en diamant – hårdt

men diamanter smelter i helvede

så giv mig en djævel at elske

Diamond heart

My heart is like a diamond – hard

But diamonds melts in hell

So send me a devil to love

Red mig i aften II/Save me tonight II

endnu et forsøg på at få noget der giver mening sat sammen - og derefter mit første spæde forsøg på at tolke mit eget, på engelsk.
One of my danish poems and then an attempt to translate it into english... not sure i like the english version as much as the danish, but i maybe trying to write some more in forreign ( english )

Red mig i aften II

red mig i aften
kys dæmonerne væk
le dem ind i ansigtet

bestig min sjæl
vend vrangen ud
gør mig hel igen

ønsker det forbudte
kan ikke nå det jeg vil have
jeg vil værdsætte nuet

jeg er aldrig tryg
Så vis mig hvordan
uden frygt

hold mig i dine arme
før mig langsomt
trygt i havn

Save me tonight II

Save me tonight

Kiss away the demons

Laugh in their faces

Climb my soul

Turn me inside out

Make me whole again

Want the forbidden

Can’t get what I want

Want to vallue the moment

I’m never safe

Please show me how

Without fear

Hold me in your arms

Slowly but sure

Make me a safe harbour

Melankoliens kåbe

Et bevidst forsøg fra min side på at dyrke noget dystert a la Goth/Emo/Strunge, dog baseret på hvordan jeg rent faktisk havde det på det tidspunkt.

Melankoliens kåbe

Svøber melankoliens kåbe tæt om mine skuldrer

og hylder mig tæt i sorte tanker

i min urtepotte dyrker jeg sygdom

og på væggen hænger døden

jeg tænder et lys i begge ender

ser livet brænde ud uden at rejse mig

med saksen klipper jeg mit livs mareridt

af materialer der ikke forgår

ser skyggerne i krogene der rækker ud

efter min sjæl og jeg længes efter at de får mig

i et uendeligt bundløst hul

prøver jeg fortvivlet at finde og nå bunden

med den faste tro på

at i døden finder jeg livet

Jeg fik en Hof i hånden

Et af de andre små minder fra dengang for længe siden :o)

Jeg fik en Hof i hånden

Ser mig selv som 5 årig med hånden inde i en sankt bernhard hunds mund.

Husker faktisk mest tydeligt det viskestykke med is, min far viklede om min hånd og turen til sygehuset i Hørsholm samt al den opmærksomhed jeg fik, da vi vendte tilbage til mine forældres værtshus.

Jeg tjente gode snolderpenge på den køter, for alle kunderne stak mig småpenge til slik.

I mange år rendte jeg rundt med ar, efter tænderne af en hund der hed Hof og var opkaldt efter en øl, og mange år efter, som de blegnede, stod minderne dog klare, så at jeg den dag i dag, stadig er ræd for hunde.

Kan huske hans øjne, han havde jo været min bedste ven, indtil den dag – den dag han var morgensur og ikke ville klappes på, de havde altid været så rare – de øjne.

Tror den døde kort efter, men han VAR også gammel. Af en hund at være…Måske skød de den ?

Min morfars spejderhagl

Endnu en af de ældre tekster - dem jeg skrev før i tiden. Jeg havde en lille samling af minder fra mit liv...

Min morfars spejderhagl

Spejderhagl – de små af slagsen, dem man kunne købe da jeg var lille.

De minder mig om min morfar, han spiste nemlig altid spejderhagl.

Imens han spiste dem, sad han og løste den ene kryds og tværs efter den anden, i én uendelighed, blev han ved.

Han løste alle dem i avisen og min mormors blade, og løb han tør, så havde han et hæfte med flere i.

Jeg kan huske min morfar og mine tanker om at han måtte være klog, med alle de ord han vidste. Og han skrev så pænt, alle ordene blev nydeligt nedprintet og passede… næsten altid.

Han var en stor mand, høj med brede skuldre og en gnistrende rød brunt hår. Han hed Buster og han lignede Buster Larsen ret meget, men han var opkaldt efter Buster Keaton. Hans fætre havde fået lov at vælge hans navn for hans mor var død kort efter hans fødsel, og hans far var en ukendt tysk sømand. Så han voksede op hos en onkel og tante.

Han var en arbejdsom mand, mens han stadig kunne arbejde, han var skibsbygger, og jeg husker når vi med bussen kørte forbi værftet i Helsingør, så så vi de skibe MIN morfar byggede. Værftet har aldrig været det samme, efter han gik på pension, men det er nok bare mig. I hvert fald bygger de ikke skibe mere i Helsingør.

Jeg husker, når min søster og jeg, skulle på weekend hos dem. Så fik vi altid det samme til aften. Vi fik Stuvet spaghetti med panderistet dåseskinke – eller røget medister. Det elskede jeg og husker stadig den smukke farve de her dåseskinker havde. Nu kan man kun få Jaka bov, og det er ikke lige så smukt, som de dåseskinker man kunne købe dengang. Hvis jeg fik det i dag, så tror jeg også at jeg ville rynke på næsen.

Men, når min morfar sad hele dagen med sin kryds og tværs, så var han så opslugt af det, at de eneste gange han så op, var hvis vi blev FOR højrøstede, eller når vi kom over og stillede os tæt op af ham, for at smile stort til ham når han opdagede os. Så fik vi nemlig et spejderhagl af ham.

Min søster og jeg elskede vores morfar, og lagde egentlig ikke mærke til hvor gammel han var. Han var meget ældre end min mormor og omkring 1980 fik han sit første hjerteanfald. Han røg ind og ud en del de næste år, og er i dag kun glad for at jeg ikke forstod hvad det handlede om.

Jeg husker at jeg var til opførelsen af et skolestykke, da min stedfar kom og hentede mig, længe før de andre skulle hjem. Og han fortalte mig i bilen, at min morfar var kommet på hospitalet, så vi skulle sove hos vores bedsteforældre. Det var hans forældre, og det skulle vi kalde dem, fordi de jo ikke var vores rigtige farmor og farfar. Og jeg husker dagen efter. Min mor der kom helt opløst af tårer og fortalte os, at morfar var død. Han er det eneste menneske, der er død, som jeg kender, og som jeg har grædt over. Jeg elskede jo min morfar, og han havde lige været på besøg to dage før, og havde spillet stangtennis med os, og havde været så glad og så frisk.

Jeg husker en masse om min morfar, og selv om det er så mange år siden at han forlod os, så elsker jeg ham stadig. Jeg har kun eet meget gammelt billede af ham, og det tager jeg tit frem og kigger på. Jeg var 7 år da min morfar døde, men jeg savner ham stadig.