Min morfars spejderhagl

Endnu en af de ældre tekster - dem jeg skrev før i tiden. Jeg havde en lille samling af minder fra mit liv...

Min morfars spejderhagl

Spejderhagl – de små af slagsen, dem man kunne købe da jeg var lille.

De minder mig om min morfar, han spiste nemlig altid spejderhagl.

Imens han spiste dem, sad han og løste den ene kryds og tværs efter den anden, i én uendelighed, blev han ved.

Han løste alle dem i avisen og min mormors blade, og løb han tør, så havde han et hæfte med flere i.

Jeg kan huske min morfar og mine tanker om at han måtte være klog, med alle de ord han vidste. Og han skrev så pænt, alle ordene blev nydeligt nedprintet og passede… næsten altid.

Han var en stor mand, høj med brede skuldre og en gnistrende rød brunt hår. Han hed Buster og han lignede Buster Larsen ret meget, men han var opkaldt efter Buster Keaton. Hans fætre havde fået lov at vælge hans navn for hans mor var død kort efter hans fødsel, og hans far var en ukendt tysk sømand. Så han voksede op hos en onkel og tante.

Han var en arbejdsom mand, mens han stadig kunne arbejde, han var skibsbygger, og jeg husker når vi med bussen kørte forbi værftet i Helsingør, så så vi de skibe MIN morfar byggede. Værftet har aldrig været det samme, efter han gik på pension, men det er nok bare mig. I hvert fald bygger de ikke skibe mere i Helsingør.

Jeg husker, når min søster og jeg, skulle på weekend hos dem. Så fik vi altid det samme til aften. Vi fik Stuvet spaghetti med panderistet dåseskinke – eller røget medister. Det elskede jeg og husker stadig den smukke farve de her dåseskinker havde. Nu kan man kun få Jaka bov, og det er ikke lige så smukt, som de dåseskinker man kunne købe dengang. Hvis jeg fik det i dag, så tror jeg også at jeg ville rynke på næsen.

Men, når min morfar sad hele dagen med sin kryds og tværs, så var han så opslugt af det, at de eneste gange han så op, var hvis vi blev FOR højrøstede, eller når vi kom over og stillede os tæt op af ham, for at smile stort til ham når han opdagede os. Så fik vi nemlig et spejderhagl af ham.

Min søster og jeg elskede vores morfar, og lagde egentlig ikke mærke til hvor gammel han var. Han var meget ældre end min mormor og omkring 1980 fik han sit første hjerteanfald. Han røg ind og ud en del de næste år, og er i dag kun glad for at jeg ikke forstod hvad det handlede om.

Jeg husker at jeg var til opførelsen af et skolestykke, da min stedfar kom og hentede mig, længe før de andre skulle hjem. Og han fortalte mig i bilen, at min morfar var kommet på hospitalet, så vi skulle sove hos vores bedsteforældre. Det var hans forældre, og det skulle vi kalde dem, fordi de jo ikke var vores rigtige farmor og farfar. Og jeg husker dagen efter. Min mor der kom helt opløst af tårer og fortalte os, at morfar var død. Han er det eneste menneske, der er død, som jeg kender, og som jeg har grædt over. Jeg elskede jo min morfar, og han havde lige været på besøg to dage før, og havde spillet stangtennis med os, og havde været så glad og så frisk.

Jeg husker en masse om min morfar, og selv om det er så mange år siden at han forlod os, så elsker jeg ham stadig. Jeg har kun eet meget gammelt billede af ham, og det tager jeg tit frem og kigger på. Jeg var 7 år da min morfar døde, men jeg savner ham stadig.

Copyright ReginaV 2005