Når kroppen ikke vil hvad hovedet ønsker - Om at sidde fast i socialphobi og panikangst.

Hvordan forklarer man andre, hvordan det er, når ens hoved vil én ting og kroppen vil noget andet.

I de fleste tilfælde bør man jo lytte til kroppen, da den indikerer at noget er galt, men når man får phobi og angst, så er det lidt den omvendte situation man sidder i.

Hovedet kan være noget så rationelt og man kan have lyster – lyster til at gå en tur, lave en masse, mødes med venner, tage med til fester og sociale events og lære nye mennesker at kende. – men kroppen strejker og nægter at gøre som man vil have den skal gøre.

Det værste jeg endnu har oplevet, var da min yngste niece skulle døbes. Det er snart 8½ år siden og da var min socialphobi og panik angst værst. Jeg boede i Odense og skulle med toget til Nordsjælland. Jeg glædede mig vildt til at se familien og være en del af dåben og den efterfølgende fejring af samme. Havde tasken pakket og drog ned på Odense Banegårdcenter og købte en billet til toget. Gik ned på perronen og ventede. Var godt nok nervøs, men det føltes ikke SÅ slemt… Lige indtil toget ankom og dørene blev åbnet. Jeg frøs fuldstændig i kroppen, benene nægtede at flytte sig og selv om der var en 5-10 min til toget ville kære, klarede jeg ikke at tage de få trin over til det og stige ind i det.

Da toget kørte begyndte jeg at ryste over hele kroppen og tårerne piblede ud. Følelsen  af at have fejlet, af at føle sig dum fordi jeg ikke engang kunne stige ind i et skide tog – og ikke mindst min viden om at det ikke ville nytte noget at vente på næste tog. At skulle finde mobilen og ringe til min søster og sige at jeg ikke kunne gå ind i toget og derfor ikke kunne komme, føltes som et gigantisk nederlag, samt at jeg var bange for at hun ville synes det var pjat eller blive sur – eller ked af det.

Rationelt prøvede jeg at sige til mig selv, at hun jo kendte til mine problemer og ville forstå, men følelserne der raserede i mig, der på perronen, tog over, da jeg rystende ringede og forklarede hende situationen. Selvfølgelig forstod hun, jeg ved at hun sagde det – så godt kender jeg hende, selv om jeg ikke husker hvad hverken hun eller jeg selv sagde i den samtale.

Nedslået tog jeg hjem og gemte mig hele weekenden på min computer, mens jeg spillede alskens spil på den og forsøgte at glemme hvor jeg skulle have været…

Det er sket andre gange også, at jeg har aflyst aftaler, fordi min krop bare ikke lystrer. Det er pokkers frustrerende for et ellers socialt menneske, der elsker at mærke andre mennesker om sig og som nyder at snakke med dem. Jeg kan jo huske dengang… dengang jeg bare GJORDE tingene. Jeg gik hvis jeg havde lyst, besøgte venner og bekendte, gik i byen, til fester, formidlede middelalder, hvor jeg i den grad ofte var ”på” og førte an i løjerne foran de besøgende. Jeg var den der gik sidst i seng, som satte mig og snakkede med alle, som henvendte mig til andre – var så pisse social.

Og nu, sad jeg der, uden mulighed for at gå nogen steder. 

Phobien udviklede sig videre, til et punkt hvor jeg i en periode på flere år, slet ikke kunne gå ud af min hoved dør. Jeg kunne stå foran den, påklædt og klar, med hånden på håndtaget. Men døren blev ikke åbnet. Kunne stå der i lang tid og bare stirre på den skide dør mens jeg følte mig som det mest tåbelige menneske, indtil jeg endelig gav op og gik ind og satte mig igen.

I flere år, var det meste af min menneskelige kontakt med andre mennesker, noget der skete over internettet. Nettet var min redning fra at sidde og banke mit hoved ind i væggen af frustration og i den periode var det højeste jeg kunne mane mig selv op til, en kort tur ned til købmanden, når jeg var ved at dø af sult.

På internettet kunne jeg være den samme person jeg var før phobien og angsten tog over. Jeg kunne være glad og snakke med folk, kunne flirte, debattere og spille.

Første da jeg endelig kom i terapi for et par år siden, kom jeg ud af min skal – på en måde.

I dag, kan jeg tage et tog, men af uransaglige grunde, kan jeg stadig ikke tage en bus. Eller det vil sige, jeg kan tage busser i Helsingør, for det gjorde jeg i sidste uge, flere gange endda. Jeg kan for det meste, nogen gange, overtale mig selv til at gå en tur et par gange om ugen og kan handle nede i Brugsen uden at gå i panik. Jeg holder mig fra midtbyen – der er for mange mennesker.

Jeg længes voldsomt efter at det sidste skal forsvinde, så jeg kan begynde at være social igen. Jeg kan overvinde mig selv ind imellem og tage til et chat træf eller besøge venner, men det sker ikke flere gange om året, end det kan tælles på to hænder. Besøger også familien på Sjælland 2-3 gange om året og elsker det, når jeg endelig er derovre.

Alle jeg kender – gamle som nye venner, - er så vant til at jeg ikke går nogen steder, så jeg bliver ikke inviteret meget ud og jeg er for stolt og stædig til at invitere mig selv. Når jeg endelig er ude i sociale sammenhænge, så tror folk jeg er ret normal. Kommer de over og snakker med mig, så snakker jeg løs og hygger mig, men er efterhånden så god til at skjule min angst, at ingen rigtig lægger mærke til at det ikke er mig, der går over til dem. Lærer jeg nye mennesker at kende, så er det på deres initiativ og jeg føler mig så frustreret.

Har brugt de sidste år på at få brudt mine mønstrer og er nået langt. Jeg er sq stolt af hvor langt jeg er nået, fra dengang jeg sad, lukket inde i mig selv i min lejlighed og bar tænkte på at dø. I dag findes der ikke én tanke om at dø i mig og jeg tvivler på at jeg nogensinde rammer den bund igen, eftersom jeg nu besidder så meget viden om mig selv og har de redskaber der skal til, for at stoppe en større nedtur.

Har da dårlige dage. Især når jeg har bestemt mig for at skulle en masse og jeg ender med at sidde inde på en solbeskinnet dag, som for eksempel i dag, men jeg ved inden i, at der kommer bedre dage.

Det har bare ikke gjort den skam jeg føler over mig selv, når jeg er nødt til at resignere, mindre. Det gør ikke min vrede over mig selv mindre, de dage hvor jeg føler at energien er ved at boble over, men jeg ikke kan gå ud. Det gør ikke frustrationen mindre, når jeg har lyst til at ringe til venner og invitere dem på visit – eller måske endda føler mig modig nok til at eventuelt invitere mig selv – og jeg så ikke kan overskue det og lægger telefonen igen.

Det er så totalt u-fedt, når man ved at mange mener det er dovenskab og at man ”bare skal tage sig sammen”, når andre ikke KAN forstå, hvordan det er, at være fanget i sig selv.

Jeg VED jeg kan alle de ting jeg kunne før… hvis bare… Er træt af at vente på den dag hvor jeg endelig får brudt de sidste rester af phobi og kan gøre det jeg føler for. Alle der kender mig, ved at jeg er et socialt menneske, der ikke er det der ligner genert. Men, hvordan forklarer man folk at man ikke kan overkomme sig selv?

Jeg sidder her, nu. Prøver at forklare, hvem der end måtte læse de her linjer, hvordan det føles at være mig, men tvivler på, at man kan forstå, med mindre man selv har prøvet at sidde fanget i det spind, der fryser ens krop, stopper ens handlinger, lammer en ellers aktiv og meget social person.

Og tiden går...

Hold da op, jeg er bare ikke god til at huske at poste de ting jeg faktisk gerne vil skrive om, på min blog.
Må være det næste mønster der skal brydes :)

For lige at update, så synes jeg selv, at jeg er blevet MEGET bedre til det med at undlade at binde mig FOR meget til dem jeg holder af, og har klaret de bumps livet nu engang altid giver en, helt fint - hvis jeg må være så selvfed og sige det.

Fortsætter med at arbejde med mig selv, sideløbende med mit projekt "Gastric Bypass Operation".
Blev visiteret til at få den sidste efterår og har siden kæmpet en ekstra lille kamp for at få tabt de kilo, der skal gøre min mave mere tilgængelig for en operation.
Generelt er jeg kommet ind i en god rytme og passer min diæt, men det er svært at nå mit mål, når jeg har så store vanskeligheder med at komme ud og gå. Og, så er det blevet sommer, hvilket betyder at der er vand i mine ben og det hjælper hverken på lysten til at gå - eller på vægten.
Har været tæt på at give op flere gange, når det viser sig at man har levet af nupo i 14 dage for eksempel, og så kun har tabt 1 kilo, men hænger da stadig i, og er nu så tæt på at det vil være dumt at stoppe.

Det sværeste var at begynde at spise så meget som jeg skal, for selv om jeg ikke er den der svælger mig i chips og slik, så har mine spise vaner været usunde. Før spiste jeg måske een gang om dagen, men spiste så ret meget. Så det var en hård omgang at ændre de vaner.

Nu spiser jeg så 6-7 gange om dagen, vekslende mellem nupo, frugt/grønt og sunde måltider der er tilpasset til mig af min diætist. - Det hele er som altid med mig, et spørgsmål om tilvænning. Så snart jeg er inde i en rutine, så kører det fint - selv om jeg ville ønske at det gik lidt hurtigere.

Tålmodighed er IKKE en dyd jeg besidder. Har prøvet at lære mig slev tålmodighed, men virker ikke :)
Alt skal helst ske her og nu, selv om jeg - når jeg skal være realistisk - godt ved, at sådan fungerer tingene ikke hehe

så har jeg forresten også ændret en anden ting drastisk. Nu har jeg stort set haft farvet mit hår i rødt/brunt i små 15 år og besluttede at det skulle være slut med det. Så nu er det blonde på vej frem igen... hmm... altså... Det har taget skade af alt det farve, så er mørkere end det var før i tiden - og fint kridhvidt i siderne.
/me like - Det skal nok blive fint, når det sidste farve er ude :)

Hmmm, kan godt lide at skrive, så må vist holde mig selv lidt i ørerne og få skrevet lidt mere herinde, det er jo aldrig skidt at få luftet tankerne.
men for nu, bliver det så "kun" til den her lille status opdatering, mens jeg får styr på hvad det er jeg egentlig vil skrive om.
Hovedet er fyldt med tanker og de kunne jo lige så godt komme ud her, som at jeg selv sidder og roder med dem. Der er bare en chance for, at alle vil opgive mig, hvis de finder ud af, hvad det er der gemmer sig i de tanker ;)

Mønsterbryder

"Borderline personlighedsforstyrrelse

Borderline personlighedsforstyrrelse hedder egentlig emotionelt ustabil personlighedsstruktur, borderline type i den internationale diagnosebog ICD-10. Emotionel betyder følelsesmæssig. Der findes også en emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse, impulsiv type. I det følgende bruges betegnelsen borderline for emotionel ustabil personlighedsstruktur, borderline type.

Borderline hører til gruppen af personlighedsforstyrrelser, der kan placeres mellem det, man tidligere kaldte neuroser og psykoser. Betegnelsen neurose findes ikke i ICD-10. Sygdommen er ikke beslægtet med den velkendte psykiatriske sygdom skizofreni og heller ikke med stemningslidelserne mani og depression. Personer med borderline har også problemer i forholdet til andre mennesker, men deres problemer består i mange skiftende og ofte intense forhold til andre. Desuden har de problemer med humørsvingninger og et stærkt følelsespres. De oplever ofte en stærk gensidig afhængighed af venner og familie, men er sårbare over for konflikter og skuffede forventninger, der på meget kort tid kan medføre dramatiske skift fra stort engagement til kraftig afstandstagen over for andre."

 - Ovenstående er taget fra : psykiatrifondens hjemmeside om Borderline

Det er den diagnose jeg fik for 3½ år siden og selv om det nu er to år siden jeg stoppede i mit terapi forløb, så er arbejdet med at lære at leve et holdbart liv, noget jeg arbejder med kontinuerligt.

Jeg har nogenlunde fået bekæmpet min socialfobi og panikangst til et niveau, hvor jeg nu generelt kan gøre de fleste ting som andre kan, så længe jeg husker på at passe på mig selv og tage det med ro. Jeg kender mine reaktioner når jeg bliver stresset og nærmer mig et angstanfald og det er måneder siden jeg har været nødt til at tage en angstdæmpende pille.

- Hver gang jeg har brudt et negativt mønster har jeg vundet en sejr over mig selv, hvilket gør det lidt "sjovere" at kæmpe sig videre.

Jeg kan besøge min familie på Sjælland igen, hvilket er skønt og gør det lettere at følge med i deres liv, kan besøge venner der bor længere væk end gå-afstand, kan tage ned i byen og handle, deltage i sociale events og være væk fra min lejlighed i længere perioder.

For to år siden startede jeg så op på en livstilsændring, hvor jeg først skar voldsomt ned på indtag af fedt- og sukkerholdige produkter, samt begyndte at gå meget mere, for at få opbygget lidt muskelmasse. Efterfølgende røg smøgerne ( No pun intended ;o) ) og i foråret prøvede jeg så at begynde til  trænning i et fitness center. Træningen er røget, men forsøger at gå så meget jeg nu kan, an på dagsformen.

Foroven stod der én af definitionerne på de symptomer jeg ”lider” under. De fleste mennesker lever selvfølgelig med følelser – deres egne og andres og bliver påvirkede af begge dele, men når man er Borderliner, føles det nogle gange som om man rent fysisk HAR følelserne liggende uden på huden og hovedet gør det svært at skelne mellem skidt og kanel ind imellem. Jeg ved jeg har det med at knytte mig stærkt til folk jeg lærer at kende og holde af, måske endda til en grad hvor jeg med tiden vil miste dem, fordi det er svært for andre at leve op til det jeg forventer af et venskab. Det er ikke noget jeg er blind for overhovedet – det er jo noget jeg fysisk føler, hver gang jeg kører endnu et menneske træt og de forsvinder. Men det er svært at ændre sådan et mønster.

Forsøger at blive mere bevidst om de ting, prøver at sætte mindre krav til det jeg søger i andre og nu er turen så kommet til at jeg vil afprøve en teori om at jeg for at holde på mennesker, stiller mig selv til rådighed på en måde. Lader dem overtage store dele af mit liv selv om jeg egentlig slet ikke bryder mig om at få at vide hvordan jeg skal tænke eller mene, men det er sådan set bare sket helt automatisk når det nu er sådan jeg har fungeret altid. Jeg VED at de ikke har lært mig at kende med den bagtanke at styre mig – så naiv er jeg ikke, det er helt mig selv der overlader styringen til andre og så følger jeg dem mere eller mindre i de meninger og holdninger de måtte have og det føles så virkeligt, som om det er mine meninger også – i hvert fald en tid…

Men det er at føre mig selv bag lyset, for når jeg så har spundet det net om mig selv, så kan jeg slet ikke få sagt fra når jeg ER uenig, fordi jeg føler jeg skylder dem så meget.  De folk sidder så og aner ikke hvordan jeg føler mig fanget og så tror jeg det er der mekanismerne ændrer sig. Langsomt vil de jo selvfølgelig trække sig, og jeg kan så sidde med tankerne om hvad jeg gjorde forkert.

Det er sådan jeg har fungeret så længe tilbage jeg kan huske… Få venner og så være utrøstelig når venskabet ender. Der er da nogle få der går mange år tilbage, men generelt er der stor udskiftning i mine venner og det er med til at stresse mig og gøre mig ked af det – og så er det det slår mig at det jo er fordi jeg ikke har brudt det mønster – så det er næste projekt.

Jeg ER blevet bedre til at sige til – og fra og til ikke at lade enhver der smiler til komme for nær, men jeg kan jo heller ikke afvise alle der nærmer sig så det er nu mit nyeste projekt at få brudt det mønster og lære den svære balance akt at lade være at være så afhængig af hvad de jeg kerer mig om, mon tænker om mig.

Der er nogle viise ord om at hvis folk ikke kan acceptere en for det man er, så er de ikke det værd, men er sikker på at dem der dengang fandt på de ord, ikke selv har siddet med sådan et forvirret hoved som jeg – og andre gør.

Når ens hoved laver numre med en konstant, så er det svært at både stole på – og IKKE stole på hvad andre siger og gør, for man er sådan i tvivl om sig selv at man ser sig nødsaget til at lade sig føre af andre, fordi man ikke stoler på sin egen mening 100%

Nu er jeg nået der, hvor selvværet er blevet så stort at det er på tide at jeg forsøger mig ud i det at stå på egne ben, med egne holdninger, stå ved disse og leve efter dem og stille og roligt får jeg vel så at se hvor mange der hænger ved.  Vil sikkert fejle flere gange og mon ikke også senere, hvis jeg engang lærer balancegangen mellem at være mig og stadig kunne være sammen med andre mennesker, men bare jeg bliver bedre til det, må det være endnu et mønster der er brudt.

At leve i limbo, er når man har selvtillid, men ikke ret meget selvværd, for selvtilliden er jo i orden, det er selvværdet der skal boostes lidt op ad og det er så mit næste projekt.

Masker

Mit første digt, nogensinde...


Masker

Alle går vi med masker
Den maske andre ser, er som regel ikke vores rigtige ansigt
Vi skjuler os
Er ræd for hvad folk vil sige hvis de ser os som vi er
Er ræd for at blive bedømt, fordømt, vejet og fundet for lette
Vi laver en person som ikke findes
Men som vi gerne ville være
Selv vores nærmeste kender os ikke rigtigt

Hvad ville de sige hvis de så os ?

Hvorfor tør vi ikke være os selv ?

Min maske er glad
Min maske er hjælpsom
Min masker er vennernes ven
Min masker er at sige sjove ting

Men…

Det er ikke mig

Mit sande jeg er sørgeligt
Mit sande jeg er egoistisk
Mit sande jeg er fyldt med tvivl
Mit sande jeg er hadefuldt

Tænk hvis andre vidste det ?

Ville de så ikke syntes jeg var smålig ?

Derfor beholder jeg min maske på
De skal ikke se mit sande jeg for hvem ville elske det
Jeg skjuler mig
Aldrig skal de vide hvem jeg var
Altid vil jeg være et mysterium - også for mig selv
Skal genkendes på mit gode humør
Skal genkendes på mit sjove vid der er bidende
Men aldrig skal de kende mig 


Copyright ReginaV 2001

Historietimen: Visigoterne

 Dette er et gammelt indlæg fra min gamle blog, hvor en veninde spurgte mig hvor Visigoterne kom fra og jeg derefter lavede en lille anderledes historietime for hendeog fik brugt lidt af alt det ellers fuldstændig ubrugelige viden jeg render rundt med ;o)

Der var engang en svensker — eller mange, der besluttede sig for at drage over Østersøen og finde nyt land. De fandt deres nye land i det der i dag hedder Polen blandt andet og byggede en masse landsbyer, der hver især blev styret af høvdinge. Dem i den østlige del blev i det 3 århundrede grådige og underlagde sig de vestlige egne og sådan blev Goterne som de kaldte sig delt op i to stammer : Ostrogoterne og Visigoterne.
Ostrogoterne betyder Østgoterne… meget logisk.
Men ulogisk er det så at Visigoterne IKKE betyder Vestgoterne, selv om mange tror det. Det betyder faktisk ”De gode Goter” ( lidt selvglad er man vel altid ) — Men at kalde dem Vestgoter vil nok alligevel blive accepteret, da de jo faktisk boede i de vestlige dele og de fleste mennesker alligevel tror at det betyder Vestgoter..
For at gøre det hele forvirrende betyder ”Goter”, ”udgyder” — altså dem der breder sig.
Så man kan sige at Visigoterne var ”De gode udgydere” … Herligt folkefærd.

Så en dag fik Ostrogoterne besøg af en nabo ved navn Atilla. Han var konge for Hunnerne. ( Hunne betyder blot menneske på oldtyrkisk og var en betegnelse for et nomadefolk )
Han kom ikke bare forbi til en bid mad og et krus vin, men underlagde sig alle Ostrogoternes byer, hvilket derefter kom de underlegne Visigoter for øre.
De tænkte at de ikke ville have besøg af sådan en uforskammet gæst, men da de ikke var gode soldater, valgte de så at flygte inden han kom og bankede på deres døre.

De løb i lang tid og en dag stod de ved noget vand — det vand kender vi som Sortehavet og da de havde hørt at Atilla kun spiste råt kød og ikke fisk, mente de at de ville være forsikret mod hans besøg der.

Desværre var der en anden der allerede ejede det land, - han var Romer og kejser over det Romerske rige.
En fli<x>nker mand var han dog og tillod dem at bosætte sig i hans besiddelser, så længe de lovede at lege med ham når han kedede sig og give ham deres madpakke hver dag.

Efter en tid gad de ikke lege med ham og syntes at han var lidt af en tyran når de ikke måtte vælge lege, så de begyndte at drille ham og det gjorde ham vred.
Men SÅ blev der larm i gaden, for Visigoterne erfarede at de var gode til et-tag-fat
Hele vejen fra Sortehavet, over Grækenland og store dele af Italien, gennem det sydlige Frankrig og et stykke ind i Spanien, legede de et-tag-fat.
Så gad den Romerske kejser ikke mere og de kunne bo der hvor de var endt ( Store dele af Sydgallien og det meste af Spanien). Nu er det jo svært at kalde et land for Sydgallienspanien, så de bestemte at fra nu af, skulle landet hedde Toledo.

Der boede de i nogle år, hvor de helt glemte hvordan man leger med de andre drenge i gården, så da Maurerne kom forbi en dag, vandt de slåskampen og overtog deres land.
De stak igen halen mellem benene og drog tilbage mod Gallien og spurgte den store dreng Frank om de måtte være en del af hans gang.

Der endte de så deres færd som et samlet folk…

Hvor kommer så Gotiske bogstaver fra, kan det være du nu tænker.

Men enstemmigt vælger de kloge at mene at det er en germansk skrifttype, der dog OGSÅ er blevet brugt i Skandinavien.
Det opstod i 1200-tallet, så kan IKKE være Goterne der "opfandt" den.
Den blev brugt som pendant til Latinsk skrift,
At skrive Gotisk dør også næsten ud i slutningen af det 1800 århunderede åbenbart - undtagen hos Tyskerne der bruger den frem til efter 2 Verdenskrig.

Copyright ReginaV 2007

Drømmen

Et mere i strømmen af gamle skriverier - tror snart der skal noget nyt på bordet :o)

Drømmen

Drømte en drøm i nat

Den var så smuk jeg græd

En lille pige med lilje i hånd

Stod og græd ved min grav

Vidste det var min grav

Og hun var den eneste der

Helt alene stod hun og stirrede

Ned i det sorte hul med min kiste

Liljen kastede hun derpå ned

Den landede med et dump på låget

Og indeni vågnede jeg op

Blev ræd først og skreg højt

Men så opdagede jeg dette

At den lille pige var mig

Hun sagde farvel til den del af mit liv

Der gør alt for ondt at bære på

Begravede mig selv i nat

Og genopstod som helt ny

En lille pige der skal lære at leve

Som endnu har livet foran sig

Copyright ReginaV 2005

Diamanthjerte/Diamond heart

Another attempt to translate my writting into english - lucky for me, this is so short ;o)

Diamanthjerte

Mit hjerte er som en diamant – hårdt

men diamanter smelter i helvede

så giv mig en djævel at elske

Diamond heart

My heart is like a diamond – hard

But diamonds melts in hell

So send me a devil to love

Copyright ReginaV 2006